O’s historie

Den erotiske BDSM-roman O’s historie af Anne Desclos, udgivet i 1954 under pseudonymet Pauline Réage, har haft en uvurderlig betydning for den erotiske kunst. Det er i dag svært at skrive en roman i genren BDSM-erotika uden at forholde sig til denne klassiker og måske endda føle sig inspireret af den. Det gælder også Forlaget Mørke Siders første udgivelse, Pigeskolen IO. Enhver, der har læst O’s historie vil kunne mærke Drita Sophias inspiration herfra, selvom handling, plot og persongalleri er vidt forskelligt i de to romaner.

Romanen O’s historie har lige siden sin udgivelse delt vandene, og i mange år mente mange, at en kvinde ikke kunne skrive sådan en roman. Selv om Anne Desclos for længst har erklæret at stå bag pseudonymet Pauline Réage, har det ikke stoppet diskussionen: For hvis man ikke kan betvivle, at forfatteren er en kvinde, så må der i det mindste stå en mand bagved! Det var blandt andet temaet i den teateropsætning med titlen O’s historie, som Husets teater havde i foråret 2022. Her var spørgsmålet (citeret fra Husets Teaters egen beskrivelse af forestillingen: https://www.husetsteater.dk/forestillinger/os-historie/ ):

”Hvad fik en af de mest magtfulde kvinder i den franske forlagsbranche på det tidspunkt til at skrive en bog, som i den grad romantiserer vold mod kvinder?” Og videre: ”nok er den skrevet af en kvinde, men den er udgivet, promoveret og bearbejdet kunstnerisk i patriarkatets interesser, og har vi så overhovedet med ’kvindelitteratur’ at gøre?”

Men det er tydeligt i romanen, at O, en selvstændig og uafhængig kvinde, der ernærer sig som fotograf, frivilligt indvilliger i alt, hvad der sker med hende, og at ingen af de involverede mænd er psykopater eller voldsmænd. Hvordan det nogensinde kan blive til, at O’s historie er kvindefornedrende og romantiserer vold mod kvinder, er os en gåde.

Det er også vigtigt at understrege, at O’s historie er en erotisk fantasi. Med tryk på fantasi. Det burde i sig selv være tydeligt, når man læser den, men det bliver understreget yderligere ved, at bogen har to mulige begyndelser og to mulige slutninger. Hvis man på trods af alle disse signaler læser romanen konkret, faktuelt eller politisk, går man helt galt i byen.

Størstedelen af den BDSM-fiktionslitteratur, som udkommer i dag, er skrevet af kvinder. Det kan man forvisse sig om, ved at søge på BDSM-erotica på Amazon. Og i rigtig mange romaner og noveller er det netop et centralt tema, hvordan man som selvstændig og uafhængig kvinde, måske endda en kvinde, der betegner sig som inkarneret feminist, samtidig kan have erotiske fantasier om underkastelse. For det kan man. Eller skulle alle de millioner af kvinder, som slugte Fifty Shades-serien og fantasien om en devot kvinde, slet ikke kunne være feminister? Og skulle man ikke både kunne være feminist og samtidig skrive fiktion om BDSM? Hvem afgør, hvad man kan og ikke kan som kvinde?