Prinsessen og bananerne – teaser

Der var engang en prinsesse, som var så smuk, at ingen pige eller kvinde i hele kongeriget kunne måle sig med hende i skønhed. Og ikke kun hendes skønhed var uforlignelig, også hendes venlighed og betænksomhed var af en anden verden. Uanset hvem hun mødte, høj eller lav, rig eller fattig, ung eller gammel, klog eller dum, så mødte hun dem alle med den samme venlighed og forståelse og nysgerrighed. Ingen kunne sætte en finger på hende, ingen kunne finde den mindste fejl på hende, og alle mænd i hele kongeriget ønskede at vinde hendes gunst og blive hendes prins.

Kongen var fortvivlet. Hvordan skulle han dog finde den mand, som ikke bare var hende værdig, men også var værdig til at overtage det mægtige kongerige? Når prinsesse Io, som hun hed, fandt alle mænd lige værdige og lige gode, hvordan skulle han – og hun – dog så nogensinde kunne finde den rette prins og den rette arving til kongeriget?

Prinsessen havde kun en fejl – eller mangel skulle man måske hellere kalde det: Hun kunne ikke lide bananer. Selv om kongerigets store rigdom var bygget på at høste og sælge bananer, så hadede hun både smagen og lugten af bananer. Hendes lugtesans var så fin, at uanset hvor lidt banan, der var til stede, og uanset hvor meget man forsøgte at maskere bananlugten med andre og meget kraftigere lugte, så kunne hun lugte bananen på lang afstand.

Kongen besluttede derfor, at den mand, som kunne få hende til at elske bananer og spise bananer frivilligt, skulle have hende som sin prinsesse og være den rette arving til kongeriget.

Og netop fordi prinsessen var så uimponeret af rigdom, status, alder og klogskab, skulle alle mænd i hele landet have mulighed for at vinde hende, hvis blot de kunne bestå prøven og få hende til at elske bananer. Den eneste betingelse var, at de, såfremt de fejlede, skulle have brændemærket en rød cirkel i panden, så de ikke kunne forsøge sig igen.

Men truslen om et brændemærke i panden, som ville fortælle resten af kongeriget, at de var vejet og fundet for lette, kunne ikke afholde rigets mænd fra at forsøge. Thi alle mændene følte sig overbeviste om, at netop de var så perfekte og fantastiske, at de naturligvis ville kunne slå alle andre mænd af pinden. Først prøvede alle de mænd, som følte sig som selvskrevne prinser, at vinde hende: de rigeste, de mægtigste, de klogeste … og alle som en måtte de gå skuffede derfra, beriget med en rød cirkel i panden.

Når prinsessen tog imod en bejler, kiggede hun ham først dybt i øjnene for at afsøge hans inderste kvaliteter. Og langt de fleste mænd var så uvante og utrygge ved at møde en kvindes intense blik, endda en prinsesses blik, at de efter få sekunder slog blikket ned – og dermed tabte.

Kun de ganske få mænd, som holdt blikket og blev ved at holde blikket i de tre minutter, som prinsesse Io havde besluttet sig for at se dem i øjnene, fik lov at vise hende, hvordan de ville ændre hendes syn på bananer. Men ingen af mændene var forberedt på, hvor meget hun hadede bananer, og hvor skarp hendes lugtesans var. Så uanset hvad de kom med, lækre banankager fyldt med chokolade og andre lækkerier til at skjule banansmagen, frugtsalater med alskens skønne frugter og kun en lille bitte smule banan, eller marcipangrise med ultrasmå bananstykker, så lugtede hun straks bananerne og sendte øjeblikkeligt mændene ud til brændemærkning.

Sådan fortsatte det næsten et helt år igennem, og efterhånden gik stort set alle mænd i hele kongeriget rundt med en rød cirkel i panden. Både kongen og prinsessen begyndte at blive fortvivlede. Fandtes der dog slet ikke nogen mand i hele kongeriget, som var hende værdig? Prinsessens 19-årsfødselsdag nærmede sig, og selv om prinsesse Io stadig var så smuk og tiltrækkende som nogensinde, så frygtede hun dog mere og mere, at hendes skønhed og venlighed ikke ville nytte hende overhovedet, og at hun ville gå gennem livet som ugift og uelsket trods alle sine fortræffeligheder.

Men så en dag kom en mand til hoffet, som ændrede det hele. For da prinsessen som sædvanligt indledte mødet med at se sin bejler i øjnene, mødte han ikke blot hendes blik, men så hende så skarpt og dominerende i øjnene, at hun selv blev nødt til at sænke sit blik. Dette var aldrig sket før. Tusinder og titusinder af mænd havde hun mødt, og alle havde hun formået at se i øjnene, indtil de enten selv sænkede deres blik, eller til de tre minutter var gået. Men med denne bejler var det anderledes.

Og da hun spurgte, hvordan han ville få hende til at elske bananer, svarede han uden at fortrække en mine og med en stemme, som gik lige ind i hendes hjerte og hjerne:

”Vis mig til dit soveværelse!”

Aldrig havde hun hørt en sådan stemme. Så magisk, så uimodståelig, så krævende. Hun kunne intet andet end at gøre, hvad stemmen forlangte. Og selv om hele hoffet og kongen selv protesterede og gjorde alt for at holde hende tilbage, begyndte hun blot at gå gennem alle de lange gange i slottet med sin bejler i hælene og vagterne bagefter, til de nåede hendes soveværelse, hvor hun åbnede døren og lod bejleren træde ind i det rum, som hidtil kun kvinder havde betrådt. Vagterne sendte hun væk med en håndbevægelse, hvorefter hun også selv gik ind i soveværelset.

Bejleren gik nu tilbage til døren, låste den og stak nøglen i lommen, mens han smilende så prinsessen i øjnene. Hans naturlige måde at låse hende inde på og det besidderiske blik, han sendte hende, da han gemte nøglen af vejen, fortalte hende, at hun endelig havde mødt den mand, som hverken var imponeret af hendes prinsessetitel eller hendes skønhed, men som var interesseret i hende, i kvinden Io, i den kvinde, hun var. En frydefuld rislen strømmede gennem hendes krop. Hidtil havde hun selv låst døren hver aften, så snart kammerpigen havde hjulpet hende af med hendes tøj, og hun gerne ville være helt alene – men nu vidste hun, at nøglen til hendes værelse og til hendes liv lå hos bejleren.

”Tag dit tøj af,” sagde bejleren så, og prinsessen skulle lige til at ringe efter kammerpigen, for hun var en rigtig prinsesse og havde aldrig selv hverken klædt sig af eller på. Men bejleren bremsede hende og gentog blot sin ordre:

”Tag dit tøj af!”